KBC
Alle kvinder mellem 23 og 65 tilbydes en celleprøve fra livmoderhalsen. Derved får man mulighed for at behandle celleforandringer inden de udvikler sig til livmoderhalskræft. Celleprøven kan være normal, atypisk, suspekt for celleforandringer, eller uegnet til vurdering.
Henvist til videre undersøgelse hos gynækologen – hvad skal der ske?
En undersøgelse hos gynækologen afgør, om du har forstadier eller ej. Undersøgelsen tager ca 15 min og udføres i lokalbedøvelse. KBC er en samlet betegnelse. K betyder kikkertundersøgelse (Kolposkopi). B er en biopsi (vævsprøve) fra livmoderhalsen og C et skrab fra livmoderhalskanalen (Cervixskrab). Ved en KBC undersøges for forandringer i livmoderhalsens slimhinde. Livmoderhalsen pensles forinden med fortyndet eddikesyre. Herefter lægges en lokalbedøvelse og der tages vævsprøver. Ved blødning kan denne stoppes med varme eller ved at der lægges en tampon i skeden efter endt undersøgelse. Tamponen skal ligge i 4-6 timer.
Hvad skal Du passe på efter undersøgelsen?
Efter undersøgelsen kan det bløde en lille uges tid. Blødningen må ikke overstige en menstruation, og den skal aftage dag for dag. Indtil blødningen ophører, bør du ikke bruge tampon, tage karbad, gå i svømmehal eller bade i havet. Ved samleje anbefales kondom. Hvis du efter undersøgelsen oplever: Kraftig blødning, ildelugtende udflåd eller feber -bør du kontakte vores klinik, din egen læge eller lægevagten.
Hvad sker der herefter?
Vævsprøverne bliver sendt til mikroskopisk undersøgelse, og der er svar i løbet af 2-3 uger. Hvis der er celleforandringer, vil disse blive graderet, og kaldes fx lette, moderate, svære eller meget svære. Du får altid personlig besked om resultatet af undersøgelsen på telefon eller mail, alt efter hvad du har aftalt ved din konsultation.
Behandling.
Lette celleforandringer. Hos 2 ud af 3 kvinder forsvinder lette celleforandringer af sig selv i løbet af 6-12 måneder. Derfor er der ingen grund til at behandle dig her og nu, men du bliver kontrolleret igen. Ved moderate celleforandringer hos yngre kvinder og kvinder der endnu ikke har født, kan man planlægge kontrol med nye vævsprøver efter 3-6 måneder. Undersøgelser på bl.a Skejby Sygehus har vist, at der er en lille risiko for at føde lidt for tidligt efter en kegleoperation. Hos kvinder, der har født eller er >35 år, kan man tilbyde keglesnit. Ved svære og udtalte celleforandringer hos alle andre kvinder tilrådes en kegleoperation. Ved indgrebet udskæres en lille kegle, som medinddrager celleforandringerne på livmoderhalsen. Hvert år får omkring 4.500 kvinder danske kvinder foretaget en kegleoperation.
Er det svært at komme igennem på tlf. – brug E-konsultation.
På www.fyrstgyn.dk – E-ydelser – E-konsultation.