P-Piller
Hvem kan bruge p-piller
P-piller beskytter mod uønsket graviditet. Alle sunde og raske kvinder kan bruge p-piller.
Hvem bør ikke bruge p-piller
Det er vigtigt, at du oplyser, hvis du har sygdomme i familien. Det gælder forhøjet blodtryk, sukkersyge og andet medicinforbrug. Desuden om der er tendens til blodpropper eller hjertesygdom i din nære familie, før de fyldte 40 år, eller sygdomme der påvirker blodets evne til at størkne.
Da rygning og alder også øger risikoen for blodpropper, frarådes kvinder over 35 år, som ryger, at bruge p-piller.
Risiko for blodprop
Den altovervejende risiko ved p-piller er en blodprop. Det er en meget sjælden men alvorlig risiko. Risikoen for en blodprop er faktisk meget højere ved graviditet end ved at bruge p-piller.
Risikoen for blodpropper i befolkningen er generelt 1 ud af 10.000 per år. Hos p-pillebrugere er der 4 ud af 10.000, der får en blodprop. Risikoen er størst i de første 6 – 12 måneder, man tager p-pillerne. Herefter kan man regne med, at man ikke har øget risiko for en blodprop.
Det er derfor vigtigt, at du husker at sige, du tager p-piller, hvis du får smerter i arme, ben eller bryst under p-pillebehandling.
Skal jeg skifte p-piller og hvad betyder de nye anbefalinger
Nye forskningsresultater har ændret sundhedsstyrelsens anbefaling. Der er fundet øget risiko for blodpropper hos kvinder, hvor det ene hormon (gestagen) tilhører et 3. eller 4. generations gestagen. Risikoen for blodprop kan således halveres, hvis du skifter til 2. generations p-piller.
Alle kvinder som fremover starter med p-piller tilbydes p-piller fra gruppe 1 og 2. Har du allerede anvendt 3. eller 4. generations p-piller i over et år, kan du fortsætte, hvis særlige forhold taler herfor.
Eks. på navne på p-piller i de forskellige generationer
1. Generation: Mini-Pe Noriday, Trinovum, Qlaira
2. Generation: Cilest, Malonetta, Microgyn,Triquilar, Rigevidon
3. Generation: Cerazette, Lindynette, Novynette, Gestonette, Desorelle, Gestinyl, Minulet, Harmonet, Marvelon, Modina, Meloden, Gynera
4. Generation: Yasmin, Yaz, Yasminelle
Læs mere på https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/praksisinformation/almen-praksis/hovedstaden/laegemidler/basislisten-hovedstaden/indikationer-hovedstaden/p-piller/