KBC
Alle kvinder mellem 23 og 65 tilbydes en celleprøve fra livmoderhalsen. Derved får man mulighed for at behandle celleforandringer inden de udvikler sig til livmoderhalskræft. Celleprøven kan være normal, atypisk, suspekt for celleforandringer, eller uegnet til vurdering.
Henvist
til videre undersøgelse hos gynækologen – hvad skal der
ske?
En
undersøgelse hos gynækologen afgør, om du har forstadier eller ej.
Undersøgelsen tager ca 15 min og udføres i lokalbedøvelse. KBC er en
samlet betegnelse. K betyder kikkertundersøgelse (Kolposkopi). B er en
biopsi (vævsprøve) fra livmoderhalsen og C et skrab fra
livmoderhalskanalen (Cervixskrab). Ved en KBC undersøges for
forandringer i livmoderhalsens slimhinde. Livmoderhalsen pensles
forinden med fortyndet eddikesyre. Herefter lægges en lokalbedøvelse og
der tages vævsprøver. Ved blødning kan denne stoppes med varme eller ved
at der lægges en tampon i skeden efter endt undersøgelse. Tamponen skal
ligge i 4-6 timer.
Hvad
skal Du passe på efter
undersøgelsen?
Efter undersøgelsen kan det bløde en
lille uges tid. Blødningen må ikke overstige en menstruation, og den
skal aftage dag for dag. Indtil blødningen ophører, bør du ikke bruge
tampon, tage karbad, gå i svømmehal eller bade i havet. Ved samleje
anbefales kondom. Hvis du efter undersøgelsen oplever: Kraftig blødning,
ildelugtende udflåd eller feber -bør du kontakte vores klinik, din egen
læge eller lægevagten.
Hvad
sker der
herefter?
Vævsprøverne bliver sendt til
mikroskopisk undersøgelse, og der er svar i løbet af 2-3 uger. Hvis der
er celleforandringer, vil disse blive graderet, og kaldes fx lette,
moderate, svære eller meget svære. Du får altid personlig besked om
resultatet af undersøgelsen på telefon eller mail, alt efter hvad du har
aftalt ved din konsultation.
Behandling.
Lette celleforandringer.
Hos 2 ud af 3 kvinder forsvinder lette celleforandringer af sig selv i
løbet af 6-12 måneder. Derfor er der ingen grund til at behandle dig her
og nu, men du bliver kontrolleret igen. Ved moderate celleforandringer
hos yngre kvinder og kvinder der endnu ikke har født, kan man planlægge
kontrol med nye vævsprøver efter 3-6 måneder. Undersøgelser på bl.a
Skejby Sygehus har vist, at der er en lille risiko for at føde lidt for
tidligt efter en kegleoperation. Hos kvinder, der har født eller er
>35 år, kan man tilbyde keglesnit. Ved svære og udtalte celleforandringer
hos alle andre kvinder tilrådes en kegleoperation. Ved indgrebet
udskæres en lille kegle, som medinddrager celleforandringerne på
livmoderhalsen. Hvert år får omkring 4.500 kvinder danske kvinder
foretaget en kegleoperation.
Er det svært at komme igennem på tlf. – brug E-konsultation.
På www.fyrstgyn.dk – E-ydelser – E-konsultation.